Børns mundtlige legekultur.

Resume:

Legekultur som begreb defineres som "børns æstetisk symbolske udtryksformer". Begrebet er en meningsfuld analytisk ramme at forstå børns mundtlige udtryk og genrer inden for.

Familien har betydning for børns mundtlige legekulturelle former, de er med til at skabe glæde ved leg med sproget. Medierne har også betydning, da de også er en del af samspillet.

Fortællingen er en grundform for børns måde at forstå sig selv og omverdenen på. Den mundtlige leg udtrykkes ved manipulation af elementer og relationer på alle lingvistiske niveauer - fra lyd og ord over sætning til kommunikation og situation. Deltagelse i mundtlig humor forudsætter kompetencer inden for tre systemer: et sociokulturelt, et lingvistisk og et poetisk, der ofte fungerer i samspil.

Gådeformen har flere tusind år bag sig. I dag bruges det mest af mindre børn.
I gyserfortællinger hentes indholdet bl.a. fra traditionsstof, medieråstof (bøger, film, computerspil) og i nogle tilfælde private fantasier, der fortælles i fiktiv form, som om fortælleren selv har været en del af handlingen.
Legekulturen præges i perioder af forskellige diller, f.eks. i 90erne dukkede en ny genre op, der var let at genkende ved sin æstetik, hvor ordene "Alle børnene ..." straks vækkede bestemte genreforventninger.
Ved parodier drejer det sig ofte om at gøre grin med noget eller nogen.
Rim og remser er svære at katagorisere, har dog nogle grundlæggende fælles træk: dels en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, fx. bogstavrim og enderim. Nedskrevet fremtræder de velordnede og skematiske. Brugen af rim og remser overleveres, dels fra voksne til børn og dels børn imellem. Det kan starte allerede ved puslebordet mellem voksen og barn i form af legeremse.
Pædagoger må overveje og afveje, hvordan de forholder sig til legekulturen. Nogen gange skal de udfordre og opfordre andre gange støtter man bedst ved at vende ryggen til.