At skabe antropologisk viden om børn.
Resume:
Teksten vil præsentere nogle generelle overvejelser over feltarbejde som udgangspunkt for den antropologiske videnskab.
Feltarbejde er den overordnede betegnelse for forskellige etnografiske metoder og må betragtes som en grundsten i antropologisk forskning.
Feltarbejde stiler mod indlevelse i menneskers hverdag for at få blik for de prioriteringer og logikker, der motiverer til handling og giver mening, uanset om de er erkendte eller ej.
Feltarbejde går ud på at få blik for menneskers handlinger og forståelser og forsøge at begribe mønstre og logikker, der kan forklare dem,uanset hvor i verden man befinder sig.
Deltagerobservation er en central del af feltarbejdet. Feltarbejdet bygger på deltagelse i andre menneskers hverdagsliv kombineret med observation og systematisk refleksion over det iagttagede.
Den etnografiske tilgang er dobbelt, den kræver både indlevelse og at være i stand til at holde distance. Man er nød til at kunne forstå for at kunne vurdere.
Grundlaget for at håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet. Tolkning er en uomgængelig del af etnografiske observationer, kunsten er åbenhed overfor forskellige tolkningsmuligheder.
Teksten kritisk over for at etnografiske metoder kan indfange børnenes perspektiv, da dette ikke fremkommer ved at studere børns udsagn og handlinger, men igennem den analytiske konstruktion og teoretiske overvejelser, man gør sig i forbindelse med opbygningen, udførelsen og analysen i feltarbejdet.
Objektet for den antropoliske forskning er ikke bare børn, men børn i bestemte kontekster.
Konteksten er udtryk for et konkret samspil mellem personlige, sociale og kulturelle omstændigheder i det enkelte barns sociale omgang. Vigtig at definere hvilken kontekst har størst betydning i den konkrete undersøgelse, analyse.

Indsamling af vittigheder.

Jeg valgte at besøge mit tidligere praktiksted SFO for 2.-4. kl. børn, da jeg skulle prøve at samle nogle vittigheder, fortalt af børn.
Den første vittighed jeg opfangede skete ude i indgangspartiet, hvor 2 drenge er ved at iføre sig regnbukser. Den ene siger pludselig helt umotiveret til den anden "Ved du hvorfor en bjørn har pels?", den anden griner fjoget og svarer "nej". "Fordi den vil se dum ud i regntøj" griner drengen der startede. Jeg spurgte ind til hvor han havde hørt denne vits, "fra min storebror", var svaret.
Ude på legepladsen er et par drenge ved at starte en konflikt, jeg afbryder og får dem afledt, ved at spørge ind til en god vittighed. Den ene siger " jeg kan en" og hiver sin mobiltelefon op af lommen. "Hvad gør uret når det er træt af at sige tik tak? Så lægger det en ny tak tik...." "Hvem har sendt den til dig?" spørger jeg. " Min kammerat" svarer drengen.
Nogle piger havde hørt drengene og mig. De kommer hen til os og den ene pige siger til mig, "Ved du godt man aldrig skal tage en vits med ud i regnskoven, fordi de kan let blive for vandet" Jeg griner og siger " hvor har du dog den fra?", hun svarer, "min far, han kommer altid med den, når han syntes mine vitser bliver for dumme".

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!
Resume:
Teksten tager udgangspunkt i loven om pædagogiske læreplaner og hvilke problematikker der kan opstå når børns kulturelle udtryksformer og værdier skal defineres i disse. Dette skyldes at det gamle børnekulturbegreb, der tager udgangspunkt i det udviklingspsykologiske perspektiv der har betragtet alderstilpassede kunstneriske og kulturelle oplevelser og pædagogiske tilrettelagte kreative aktiviteter, som et bidrag til børns kulturelle opdragelse, ikke dur, denne kan derfor ikke hjælpe til fortolkningen af børns kulturelle udtryksformer og værdier. I dag defineres børnekulturen som, kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn. De 2 første kultur for og med børn dækkes ind af det gamle børnekulturbegreb, det 3. sprænger til gengæld klassifikationen og dens forståelsesgrundlag, den bygger på at børn er kultur og selv er kulturskabende.

Pædagogiske læreplaner - set med det nye børnekulturbegreb.
- børn er både subjekter og objekter for egen kuturel dannelse
- at i forhold til 0-6 årigebørns kulturelle udtryksformer er "læring" forbundet med æstetisk formgivende processer, der sætter følelser, spænding, gru, gys, sjov, ballade, angst og smerte, i centrum. Man kan sagtens bruge tal, bogstaver, alfabet, ligninger som rekvisiter, hvis man kan finde et mønster der gør dem brugbare. Men inger lærer at læse, stave eller regne af den grund. Rekvisitterne er kun midler for det egentlige: Den legende proces, der opleves som sjov, spændende og udfordrende. Indfinder den sig ikke, har hverken tal, bogstaver, ord eller ligninger nogen værdi.
- At processernes kvalitet afgøres af de deltagende - ikke af dem, der står udenfor med skumle hensigter.
- At voksne kan bidrage, når de deltager.

Ud fra denne definition af børnekulturbegrebet har Beth Juncker lavet et udkast til bekendtgørelsesteksten, som i punktform fortæller hvad børn har ret til.

Velkommen til min blog... Dette billede giver forårsfornemmelser :)